1. Då kunne ikkje Josef leggja band på seg lenger for alle dei som stod omkring han. Han ropa: «Lat alle gå ut herifrå!» Såleis var det ingen andre til stades då Josef lét brørne sine få vita kven han var.
2. Han brast i gråt så høgt at egyptarane høyrde det, og huset til farao fekk høyra om det.
3. Så sa Josef til brørne sine: «Eg er Josef! Lever far min enno?» Men brørne kunne ikkje svara han; dei stod framfor han, slegne av skrekk.
4. Josef sa til dei: «Kom hit til meg!» Dei gjekk bort til han, og han sa:Eg er Josef, bror dykkar, han de selde til Egypt.
5. Ver no ikkje sorgfulle og døm ikkje dykk sjølve fordi de selde meg. Det var for å berga liv at Gud sende meg føre dykk.
6. I to år har det vore hungersnaud i landet, og i enno fem år skal det korkje bli pløgd eller hausta.
7. Men Gud sende meg i førevegen for å la dykk bli ein rest på jorda, så de skal leva og mange bli berga.
8. Så det var ikkje de som sende meg hit, men Gud. Han sette meg til far for farao, til herre over heile hans hus og til styrar over heile Egypt.