37. Dei sådde åkrane til, ¬planta vintreog hausta frukta og grøda.
38. Han velsigna folket, ¬det voks seg stort,og han lét det ikkje vanta fe.
39. Men sidan minka dei i tal;dei vart bøygde og tyngdeav ulukke og sorg.
40. Han auste vanvørdnad ¬ut over stormennog lét dei villa seg bort ¬i veglaus audn,
41. men lyfte dei fattige opp ¬or armodog gjorde deira ætter ¬til ein talrik flokk.
42. Dei ærlege ser det ¬og gleder seg,men all vondskap ¬må lata att sin munn.
43. Den som er vis, ¬skal merka seg detteog akta ¬på Herrens velgjerningar.