11. Jeg ga dem mine bud og kunngjorde dem mine lover. For det menneske som holder dem, skal leve ved dem.
12. Også mine sabbater ga jeg dem, så de skulle være til et tegn mellom meg og dem, for at de skulle vite at jeg er Herren, som helliger dem.
13. Men Israels hus var gjenstridig mot meg i ørkenen. De fulgte ikke mine bud og forkastet mine lover, enda det mennesket som holder dem, får leve ved dem. Og mine sabbater vanhelliget de grovt. Da sa jeg at jeg ville utøse min harme over dem i ørkenen og gjøre ende på dem.
14. Men det jeg gjorde, det gjorde jeg for mitt navns skyld. Jeg gjorde det for at det ikke skulle bli vanhelliget for de folks øyne som hadde sett at jeg førte dem ut.
15. Men jeg løftet også min hånd for dem i ørkenen og sverget at jeg ikke ville la dem komme inn i det landet som jeg hadde gitt dem, det landet som flyter med melk og honning, det fagreste av alle land.
16. For de forkastet mine lover og fulgte ikke mine bud og vanhelliget mine sabbater. For deres hjerte fulgte deres motbydelige avguder.
17. Men jeg viste dem skånsel og ødela dem ikke. Jeg gjorde ikke helt ende på dem i ørkenen.
18. Jeg sa til deres barn i ørkenen: Følg ikke deres fedres bud og hold ikke deres lover og gjør dere ikke urene ved deres motbydelige avguder!
19. Jeg er Herren deres Gud. Følg mine bud og hold mine lover og gjør etter dem!
20. Hold mine sabbater hellige! De skal være til et tegn mellom meg og dere, for at dere skal vite at jeg, Herren, er deres Gud.
21. Men barna var gjenstridige mot meg. De fulgte ikke mine bud og holdt ikke mine lover, så de gjorde etter dem, enda det mennesket som holder dem, får leve ved dem. Mine sabbater vanhelliget de. Da sa jeg at jeg ville utøse min harme over dem, fullbyrde min vrede på dem i ørkenen.
22. Men jeg dro min hånd tilbake og gjorde det jeg gjorde, for mitt navns skyld, for at det ikke skulle bli vanhelliget for de folks øyne som hadde sett at jeg førte dem ut.