1. Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.
2. Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte.
3. Du, som hører Bønnen; hen til dig tyr alt Kød.
4. Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!
5. Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom.
6. Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne.
7. Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde;
8. han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.
9. Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel.
10. Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket.
11. Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde.
12. Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
13. Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.