7. Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel.
8. Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til ødelæggelse.
9. Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
10. Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.
11. Den staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved.
12. De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt.
13. Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovdet sænket mod min Barm.
14. Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder.
15. Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de søndersliede og tav ikke.
16. Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig.
17. Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver.
18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love did iblandt et talrigt Folk.
19. Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt give Vink med Øjnene.
20. Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag.
21. Og de lode deres Mund vidt op imod mig de sagde; Ha, ha! vort Øje har set det.
22. Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig.