6. I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
7. Jeg hader dem, som tage Vare paa Løgnens Gøglebilleder; men paa Herren forlader jeg mig.
8. Jeg vil fryde mig og være glad ved din i gæster Miskundhed; thi du har set min Elendighed, du har kendt min Sjæle.
9. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
10. Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.
11. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
12. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
13. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt.
14. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
15. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
16. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
17. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
18. Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget.
19. Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.