5. Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? mon Gud være uretfærdig, idet han fører Vreden over os? (Jeg taler efter menneskelig Viis).
6. Det være langt fra! Hvorledes kunde Gud da dømme Verden?
7. Thi dersom Guds Sandhed har viist sig ydermere til hans Ære formedelst min Troløshed, hvi dømmes jeg da endnu som en Synder?
8. Og hvorfor skulle vi da ikke, (som man bespotteligen siger om os, og som Nogle foregive, at vi lære), gjøre Ondt, at der kan komme Godt af? Saadannes Fordømmelse er retfærdig.
9. Hvad da? have vi Noget forud? Aldeles Intet; thi vi have forhen beviist, at baade Jøder og Græker ere alle under Synd,
10. som skrevet staaer: der er Ingen retfærdig, end ikke Een;
11. der er Ingen forstandig, der er Ingen, som søger efter Gud;
12. alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige, der er Inten, som gjør Godt, der er end ikke Een.
13. En aabnet Grav er deres Strube; med deres Tunger besvige de; Øglers Forgift er underderes Læber;
14. deres Mund er fuld af Forbandelser og Beeskhed;
15. deres Fødder ere snare til at udøse Blod.
16. Der er Fordærvelse og Elendighed i deres Veie,
17. og Fredens Vei have de ikke kjendt.
18. Der er ikke Gudsfrygt for deres Øine.