19. thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
20. han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
21. Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22. Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23. indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
24. Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
25. Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26. thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
27. Hendes Hus ere Veje til Dødsriget; de gaa ned til Dødens Kamre.