12. Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13. Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14. Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15. Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16. Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig og tryg.
17. Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18. De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19. De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20. Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21. Hvo som foragter sin Næste, synder; men den; som forbarmer sig over de elenctige, er lyksalig.
22. Fare ikke de vild, som optænke ondt men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23. I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24. De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25. Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26. I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27. Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28. At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.