3. Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme.
4. Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup.
5. Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab;
6. Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem.
7. Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad.
8. Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd;
9. gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde.
10. Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester.
11. Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen.
12. Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug.
13. Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel.
14. Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte.