32. Og de førte en Døv til ham som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham.
33. Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge,
34. og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op!
35. Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret.
36. Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37. Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale.