38. Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne.
39. Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham;
40. og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke.
41. Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid!
42. Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen.
43. Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt.
44. Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder.
45. Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord.
46. Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største.
47. Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig.
48. Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor.
49. Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os.
50. Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os.
51. Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem.
52. Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer at berede ham Herberge.
53. Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem.
54. Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde?
55. Men han vendte sig og straffede dem og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere.
56. thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem. Og de gik til en anden By.
57. Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer hen.