20. Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21. Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei?
23. Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig?
24. Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens.
25. Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er.
26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug.
27. Men nogle af Sadducæerne, hvilke nægte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde:
28. Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Sæd.
29. Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30. Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs.
31. Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn.
32. Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden.
33. I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru.
34. Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes.
35. Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
36. De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn.