22. Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne;
23. og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige.
24. Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige.
25. Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands.
26. Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var?
27. Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han har faaet ham karsk igjen.
28. Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham.
29. Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner.
30. Men da denne din Søn er kommen, som har fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham.
31. Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit.
32. Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden.