64. Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud.
65. Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn.
66. Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham.
67. Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde:
68. lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk,
69. og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus,
70. som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid;
71. en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade;
72. at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt,
73. efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os,
74. at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt,
75. i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage.
76. Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie,
77. at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse,
78. formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os,
79. for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei.
80. Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel.