17. Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde.
18. Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.
19. Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham.
20. Men der var nogle Græker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden.
21. Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus.
22. Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det.
23. Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres.
24. Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt.
25. Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.
26. Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.
27. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time.
28. Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det.
29. Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham.
30. Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld.
31. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes.
32. Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig.
33. (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.)