13. Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig; mit Leje skal lette min Klage;
14. da forskrækker du mig med Drømme og ved Syner forfærder du mig,
15. saa min Sjæl fortrækker at være kvalt; ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16. Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig thi mine Dage ere Forfængelighed;
17. Hvad er et Menneske; at du agte ham stort; og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18. og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19. Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20. Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød: for dig, at jeg er mig selv til en Byrde
21. Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.