22. Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23. Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24. Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25. Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26. Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27. Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28. Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29. Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30. Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31. Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.