17. Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18. Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19. Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20. Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21. Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22. Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23. Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24. Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25. Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26. Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27. Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28. Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29. Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30. Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.