14. Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15. Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16. Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17. Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18. Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted;
19. Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20. Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21. Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22. For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.