17. Der raabte de: Farao, Kongen af Ægypten; er et Bulder; han lod den bestemte Tid gaa forbi.
18. Saa sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth: Som Tabor iblandt Bjergene og som Karmel ved Havet, skal han komme.
19. Skaf dig Rejsetøj, du Indbyggerske, Ægyptens Datter! thi Nof skal blive øde og opbrændes, saa at ingen skal bo deri.
20. Ægypten er er saare dejlig Kvie; Fordærvelse fra Norden kommer, den kommer.
21. Og saa dets Lejesvende i dets Midte der ere som fedede Kalve, ogsaa disse vende om, de fly til Hobe, di holde ikke Stand; thi deres Fordærvelses Dag kommer over dem, dere, Hjemsøgelses Tid.
22. Dets Lyde som Slangens, der bevæger sig frem thi med en Hær rykke de frem, o med Økser anfalde de det som de der ville omhugge Træer.
23. De skulle udrydde dets Skov, siger Herren, thi den er uigennemtrængelig; thi de ere flere end Græshopper, og de er ikke Tal paa dem.
24. Ægypten Datter er beskæmmet, hun er give i Nordens Folks Haand.
25. Den Herren Zebaboth, Israels Gud, siger: Se; jeg hjemsøger Amon fra No og Farao og Ægypten; og dets Guder og dets; unger, ja Farao og dem, som forlade sig paa ham.
26. Og jeg vil give dem i deres Haand, som søge efter deres Liv, i Nebukadnezar, Kongen af Babels, Haand, og i hans Tjeners Land; og derefter skal det holde sig roligt, ligesom i gamle dage, siger Herren.
27. Men du, frygt du ej, min tjener Jakob, og forfærdes ikke, Israel; thi se, jeg frelser dig fra et langt bortliggende Land og din Sæd fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal komme tilbage og bo stille og roligt, og ingen skal forfærde ham.
28. Frygt du ej, min Tjener Jakob! siger Herren, thi jeg er med dig; thi jeg vil lade det tage en Ende ned alle de Folk, til hvilke jeg havde fordrevet dig; men med dig vil jeg ikke lade det tage Ende, men tugte dig med Maade og ikke lade dig slippe aldeles fri.