8. Derfor ombinder eder med Sæk, sørger og hyler; thi Herrens brændende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
9. Og det skal ske paa denne Dag, siger Herren, da skal Kongens Mod og Fyrsternes Mod forgaa, og Præsterne skulle forskrækkes, og Profeterne staa forfærdede.
10. Og jeg sagde: Ak Herre, Herre! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.
11. Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje Ørken er mit Folks Datters Vej, de er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved;
12. et fuldt Vejr fra den kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.
13. Se, har trækker op som Skyerne; og han: Togne ere som Hvirvelvinden, hans heste ere lettere end Ørne: Ve os! Thi vi ere ødelagte.
14. Afto dit Hjerte; Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din retfærdigheds Tanker bo i dit Indre?
15. Thi der høres Efterretning fra Dan, Budskab om Ulykke fra Efraims Bjerg.
16. Forkynder det blandt Folkene, se lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder.
17. De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har været genstridig imod mig, siger Herren.
18. Din Vej og dine Idrætter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte.
19. Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.