4. Og du skal drage ud, og det ved din egen Skyld, fra din Arv, som jeg gav dig, og jeg vil gøre, at de skal tjene dine Fjender i et Land, som du ikke kender; thi I have optændt en Ild i min Vrede, den skal brænde evindelig.
5. Saa siger Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket og holder Kød for sin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren.
6. Og han skal være som den enlige paa den Øde Mark og skal ikke se, at der kommer godt; men han skal bo paa de forbrændte Steder i Ørken, i et Saltland, som ikke kan bebos.
7. Velsignet den Mand, som forlader sig paa Herren, og hvis lillid Herren er!
8. Thi han skal være ligesom et Træ, plantet ved Vand, og som udskyder sine Rødder ved Bækken, og som ikke frygter, naar der kommer Hede, og hvis Blad skal være grønt, og som ikke hænger mat, naar et tørt Aar kommer, og ikke lader af at hære Frugt.
9. Hjertet er bedrageligt, mere end alle Ting, og det er sygt; hvo kan kende det?
10. Jeg Herren er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer, og det for at give hver efter sine Veje; efter sine Idrætters Frugt.
11. Som en Agerhøne, der samler Æg, som den ikke selv har lagt, saaledes er den, som forhverver sig Rigdom, men ikke med Ret; han skal forlade den midt i sine Dage og være en Daare paa sit sidste.
12. Herlighedens Trone, Højheden af Begyndelsen, var vor Helligdoms Sted.
13. Israels Forhaabning, Herre! Alle, som forholde dig, skulle beskæmmes; de, som affalde fra dig, skulle skrives i Jorderig, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.
14. Herre! Jeg mig, saa læges jeg; frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Ros.
15. Se, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? lad det dog komme!
16. Men jeg søgte ikke at unddrage mig fra som Hyrde at følge dig, jeg har heller ikke begæret den smertelige Dag, du ved det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
17. Vær mig ikke til Forfærdelse; du er min tilflugt paa Ulykkens Dag: