7. Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op.
8. Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud.
9. Og alt Folket saae ham gaae og love Gud.
10. Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret.
11. Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet.
12. Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer?
13. Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades.
14. Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder.
15. Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner.
16. Og formedelst Troen paa hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I see og kjende, og Troen formedelst ham har givet denne saadan Helbredelse i alle Eders Paasyn.
17. Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster.
18. Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide.