15. Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.
16. Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
17. Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18. Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.