4. Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje blandt Folket i Landet ere blevne afmægtige.
5. Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt skikke, gjort den evige Pagt til intet.
6. Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo Landet, og der blive faa Mennesker tilovers.
7. Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.
8. Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af; Harpes Glædesklang er ophørt.
9. De drikke ikke Vin med Sang; den stærke drik er besk for dem, som drikke den.
10. Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind.
11. Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort.
12. Det, som er bleven tilovers i Staden, er; kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.
13. Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietræ, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt.
14. De skulle opløfte deres Røst, de skulle synge med Fryd, de skulle raabe højere end Havet for Herrens Herligheds Skyld.
15. Derfor ærer nu Herren, I, som bo i Østen! Herren Israels Guds Navn paa Øerne i Havet.