14. Og han sagde til mig: Indtil to Tusinde og tre Hundrede Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen faa sin Ret igen.
15. Og det skete; der jeg, Daniel; saa Synet, at jeg søgte Forklaring, og se, der stod een for mig af Udseende som en Mand.
16. Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet!
17. Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid.
18. Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.
19. Og han sagde: Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi det gaar paa Endens bestemte Tid.
20. Den Væder, som du saa, der havde de to Horn, er Kongerne af Medien og Persien.
21. Og den laadne Buk er Kongen af Grækenland; og det store Horn, som var imellem dens Øjne, er den første Konge.
22. Og at det blev sønderbrudt, og at fire stode frem i Stedet for det, hetyder, at fire Koligeriger skulle opstaa af Folket, men ikke med hans Kraft.
23. Og i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtræderne have gjort Maalet fuldt, skal der opstaa en Konge, fræk af Ansigt og kyndig i Rænker.
24. Og hans Magt skal blive stærk, dog ikke ved hans Kraft, han skal anrette uhørte Ødelæggelser og have Lykke og udføre det; og han skal Ødelægge de stærke og de helliges Folk.
25. Og formedelst hans Klogskab skal Svig lykkes i hans Haand, og han skal storlig ophøje sig i sit Hjerte og ødelægge mange i deres Tryghed; og han skal staa op imod Fyrsternes Fyrste, men uden Menneskehaand skal han knuses.
26. Og Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der er talt, er Sanhed; men luk du til for Synet, thi det skal ske efter mange Dage.
27. Og jeg, Daniel var aldeles afmægtig og syg i fiere Dage; siden stod jeg op og udrettede Konens Gerning; og jeg var forfærdet over Synet, og der var ingen, som forstod det.