37. Sig til Eleasar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Ildkarrene ud af Branden og sprede Ilden langt bort; thi de ere helligede,
38. deres Ildkar, som syndede imod deres Liv, og man skal slaa dem i brede Plader at beslaa Alteret med; thi de bare dem frem for Herrens Ansigt, og de ere helligede; og de skulle være Israels Børn til et Tegn.
39. Saa tog Eleasar, Præsten, de Ildkar af Kobber, som de opbrændte havde ofret med, og slog dem ud til Plader til at beslaa Alteret med,
40. Israels Børn til en Ihukommelse, paa det at ingen fremmed Mand, som ikke er af Arons Sæd, skal nærme sig for at gøre Offer af Røgelse for Herrens Ansigt; og at det ikke skal gaa ham som Kora og som hans Selskab, som Herren havde sagt ham ved Mose.
41. Men den anden Dag knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron og sagde: I have slaget Herrens Folk ihjel.
42. Og det skete, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte disse sig til Forsamlingens Paulun, og se, Skyen skjulte det; og Herrens Herlighed lod sig se.
43. Og Mose og Aron kom frem foran Forsamlingens Paulun.
44. Og Herren talede til Mose og sagde:
45. Forføjer eder midt ud af denne Menighed, saa vil jeg gøre Ende paa dem i et Øjeblik; og de faldt ned paa deres Ansigter.
46. Og Mose sagde til Aron: Tag Ildkarret og læg Ild fra Alteret og læg Røgelse derpaa, og gak hasteligen hen til Menigheden og gør Forligelse for dem; thi en Vrede er udgangen fra Herrens Ansigt, Plagen er begyndt.
47. Og Aron tog det, Iigesom Mose havde sagt, og løb hen midt i Forsamlingen, og se, Plagen var begyndt iblandt Folket; saa kom han Røgelse derpaa og gjorde Forligelse for Folket.
48. Og han stod imellem de døde og imellem de levende, og Plagen hørte op.
49. Men de, som døde i Plagen, vare fjorten Tusinde og syv Hundrede foruden dem, som døde for Koras Handels Skyld.
50. Og Aron kom til Mose igen for Forsamlingens Pauluns Dør, og Plagen var hørt op.