7. Men naar det Skab udbreder sig videre i Huden, efter at han var beset af Præsten til sin Renselse, da skal han anden Gang beses af Præsten.
8. Og naar Præsten beser ham, og se, Skabet har udbredt sig videre i Huden, da skal Præsten dømme ham uren, det er Spedalskhed.
9. Naar Spedalskheds Plage er paa et Menneske, og han føres frem til Præsten,
10. og Præsten beser ham, og se, der er en hvid Hævelse paa Huden, og Haaret derpaa er forvandlet til hvidt, og vildt Kød vokser frem i Hævelsen:
11. Da er det en gammel Spedalskhed i Huden paa hans Kød, og Præsten skal dømme ham uren; han skal ikke lukke ham inde; thi han er uren.
12. Men dersom Spedalskheden blomstrer stærkt i Huden, og Spedalskheden bedækker den plagedes hele Hud fra hans Hoved og til hans Fødder, alt det, som ses for Præstens Øjne;
13. og Præsten beser det, og se, Spedalskheden har skjult alt hans Kød, da skal han dømme den, som har Plagen, ren; han er bleven helt hvid, han er ren.
14. Men paa hvilken Dag vildt Kød ses paa ham, bliver han uren.
15. Og naar Præsten beser det vilde Kød, da skal han dømme ham uren; det vilde Kød er urent, det er Spedalskhed.