2. Krønikebog 9:9-24 Danske Bibel 1871 (DA1871)

9. Og hun gav Kongen hundrede og tyve Centner Guld og saare mange vellugtende Urter og dyrebare Stene; der var ikke saadanne Urter som disse, hvilke Dronningen af Seba gav Kong Salomo.

10. Dertil med havde Hurams Tjenere og Salomos Tjenere bragt Guld fra Ofir og bragt Hebentræ og dyrebare Stene.

11. Og af Hebentræet lod Kongen gøre Gange til Herrens Hus og til Kongens Hus, samt Harper og Psaltre til Sangerne; og der blev ikke tilforn set saadant som dette i Judas Land.

12. Og Kong Salomo gav Dronningen af Seba alt det, hun havde Lyst til, som hun begærede, foruden Gaver for det, som hun havde medbragt til Kongen; og hun vendte om og drog til sit Land, hun og hendes Tjenere.

13. Og Vægten paa det Guld, som kom til Salomo paa eet Aar, var seks Hundrede og seks og tresindstyve Centner Guld

14. foruden det, som indkom fra Toldbetjentene, og det, som Købmændene bragte; og alle Kongerne af Arabia og Fyrsterne i Landet bragte Guld og Sølv til Salomo.

15. Og Kong Salomo lod gøre to Hundrede Skjolde af drevet Guld; seks Hundrede Sekel drevet Guld lod han gaa paa hvert Skjold;

16. og tre Hundrede smaa Skjolde af drevet Guld, tre Hundrede Sekel Guld lod han gaa paa hvert Skjold; og Kongen lagde dem i Libanons Skovhus.

17. Og Kongen lod gøre en stor Trone af Elfenben og beslog den med purt Guld.

18. Og Tronen havde seks Trin og en Skammel, som med Guld vare fastgjorte til Tronen, og der var Arme paa begge Sider omkring Sædets Sted, og to Løver stode ved Armene.

19. Og der stod tolv Løver paa de seks Trin paa begge Sider; saadant er ikke gjort i noget Rige.

20. Og alle Kong Salomos Drikkekar vare af Guld, og alle Karrene i Libanons Skovhus vare af fint Guld; Sølv agtedes ikke for noget i Salomos Dage.

21. Thi Kongens Skibe fore til Tharsis med Hurams Tjenere; een Gang i tre Aar kom de Tharsis Skibe, som bragte Guld og Sølv, Elfenben, Aber og Paafugle.

22. Og Kong Salomo blev større end alle Konger paa Jorden ved Rigdom og Visdom.

23. Og alle Jordens Konger søgte Salomos Ansigt for at høre hans Visdom, som Gud havde givet i hans Hjerte.

24. Og de førte hver sin Skænk: Sølvkar og Guldkar og Klæder, Rustninger og vellugtende Urter, Heste og Muler, I hvilket skete aarligt.

2. Krønikebog 9