1. Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøjet i Herren; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse.
2. Der er ingen hellig som Herren; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud.
3. Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi Herren er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette
4. De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke.