8. Da optændtes Sauls Vrede saare, og dette Ord var ondt for hans Øjne, og han sagde: De gave David ti Tusinde og mig gave de tusinde, og fremdeles vil Riget sandelig blive hans.
9. Og Saul saa skævt til David fra den Dag og der efter.
10. Og det skete den næste Dag, at den onde Aand fra Gud kom heftig over Saul, og han rasede i Huset; men David legede med sin Haand som hver Dag, og Saul havde et Spyd i Haanden.
11. Og Saul kastede Spydet og sagde: Jeg vil stikke det igennem David ind i Væggen; men David vendte sig to Gange om fra ham.
12. Og Saul frygtede for David; thi Herren var med ham, men han var veget fra Saul.
13. Da fjernede Saul ham fra sig og satte ham for sig til en Høvedsmand over tusinde; og han drog ud og drog ind for Folkets Ansigt.
14. Og David handlede klogeligen paa alle sine Veje, og Herren var med ham.
15. Og der Saul saa, at han handlede saare klogeligen, da gruede han for hans Ansigt.
16. Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
17. Og Saul sagde til David: Se, min ældste Datter Merab, hende vil jeg give dig til Hustru, vær ikkun en duelig Mand for mig og strid Herrens Krige; thi Saul sagde: Min Haand skal ikke være paa ham, men Filisternes Haand skal være paa ham.