26. Hvad bør da skee, Brødre? Naar I komme sammen, da har hver af Eder en Psalme, han har en Lærdom, han har et fremmed Tungemaal, han har en Aabenbarelse, han har en Udlæggelse; Alt skee til Opbyggelse.
27. Dersom Nogen taler i fremmed Tungemaal, da være det To, eller i det høieste Tre, og den Ene efter den Anden, og Een udlægge det.
28. Men dersom der ingen Udlægger er tilstede, og tie hiin i Menigheden, men han tale for sig selv og for Gud.
29. Af Propheter tale to eller tre, og de andre prøve det.
30. Men dersom en Anden, som sidder der, faaer en Aabenbarelse, da tie den Første.
31. Thi I kunne alle prophetere, den Ene efter den Anden, at Alle kunne lære, og Alle blive formanede.
32. Ogsaa Propheters Aander ere Propheter underdanige.
33. Thi Gud er ikke Forvirringens men Fredens Gud. Ligesom i alle de Helliges Menighedeer
34. tie Eders Kvinder i Forsamlingerne; thi det er dem ikke tilstedt at tale, men at være underdanige, ligesom Loven og siger.
35. Men ville de lære Noget, da adspørge de deres egne Mænd hjemme; thi det lader Kvinder ilde at tale i en Menighed.
36. Eller er Guds Ord udgaaet fra Eder? Eller er det kommet til Eder alene?
37. Dersom Nogen lader sig tykke, at han er en Prophet eller Aandelig, han betænke det, som jeg skriver til Eder, at det er Herrens Bud.
38. Men erkjender Nogen det ikke, da lade han være!
39. Derfor, Brødre! tragter efter de prophetiske Gaver, og formener ikke at tale med fremmede Tungemaal.
40. Alt skee sømmeligen og med Orden!