2. Den gifte Kvinde er jo ved Loven bunden til sin Mand, medens han lever; men naar Manden dør, er hun løst fra Mandens Lov.
3. Derfor skal hun kaldes en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands, medens Manden lever: men naar Manden dør, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Horkvinde, om hun bliver en anden Mands.
4. Altsaa ere ogsaa I, mine Brødre! gjorte døde for Loven ved Kristi Legeme, for at I skulle blive en andens, hans, som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære Frugt for Gud.
5. Thi da vi vare i Kødet, vare de syndige Lidenskaber, som vaktes ved Loven, virksomme i vore Lemmer til at bære Frugt for Døden,
6. Men nu ere vi løste fra Loven, idet vi ere bortdøde fra det, hvori vi holdtes nede, saa at vi tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen.
7. Hvad skulle vi da sige? er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kendte ikke Synden uden ved Loven; thi jeg kendte jo ikke Begæringen, hvis ikke Loven sagde: »Du maa ikke begære.«
8. Men da Synden fik Anledning, virkede den ved Budet al Begæring i mig; thi uden Lov er Synden død.
9. Og jeg levede engang uden Lov, men da Budet kom, levede Synden op;
10. men jeg døde, og Budet, som var til Liv, det fandtes at blive mig til Død;
11. thi idet Synden fik Anledning, forførte den mig ved Budet og dræbte mig ved det.
12. Altsaa er Loven vel hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt.