Matthæus 8:20-34 Dansk Bibel 1907-1931 (DNKB)

20. Og Jesus siger til ham: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.«

21. Men en anden af Disciplene sagde til ham: »Herre! tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader.«

22. Men Jesus siger til ham: »Følg mig, og lad de døde begrave deres døde!«

23. Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham.

24. Og se, det blev en stærk Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov.

25. Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! vi forgaa.«

26. Og han siger til dem: »Hvorfor ere I bange, I lidettroende?« Da stod han op og truede Vindene og Søen, og det blev ganske blikstille.

27. Men Menneskene forundrede sig og sagde: »Hvem er dog denne, siden baade Vindene og Søen ere ham lydige?«

28. Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare saare vilde, saa at ingen kunde komme forbi ad den Vej.

29. Og se, de raabte og sagde: »Hvad have vi med dig at gøre, du Guds Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?«

30. Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede.

31. Og de onde Aander bade ham og sagde: »Dersom du uddriver os, da send os i Svinehjorden!«

32. Og han sagde til dem: »Gaar!« Men de fore ud og fore i Svinene; og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og døde i Vandet.

33. Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt sammen, og hvorledes det var gaaet til med de besatte.

34. Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de saa ham, bade de ham om; at han vilde gaa bort fra deres Egn.

Matthæus 8