21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgaa indvortes fra og gøre Mennesket urent.«
24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: »Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.«
28. Men hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.«
29. Og han sagde til hende: »For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.«
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.
31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32. Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.
33. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34. og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det er: lad dig op!
35. Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.