20. Men han sagde: »Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgaa indvortes fra og gøre Mennesket urent.«
24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: »Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.«
28. Men hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.«
29. Og han sagde til hende: »For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.«