17. Og da han var gaaet ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte hans Disciple ham om Lignelsen.
18. Og han siger til dem: »Ere ogsaa I saa uforstandige? Forstaa I ikke, at intet, som udefra gaar ind i Mennesket, kan gøre ham uren?
19. Thi det gaar ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og gaar ud ad den naturlige Vej, og saaledes renses al Maden.«
20. Men han sagde: »Det, som gaar ud af Mennesket, dette gør Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgaa de onde Tanker, Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje, Forhaanelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgaa indvortes fra og gøre Mennesket urent.«
24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Aand, havde hørt om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde,) og hun bad ham om, at han vilde uddrive den onde Aand af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: »Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de smaa Hunde.«
28. Men hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! ogsaa de smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler.«
29. Og han sagde til hende: »For dette Ords Skyld gaa bort; den onde Aand er udfaren af din Datter.«
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende paa Sengen og den onde Aand udfaren.
31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.