19. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20. Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21. Og de spurgte ham og sagde: »Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22. Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?«
23. Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: »Hvorfor friste I mig?
24. Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?« Men de svarede og sagde: »Kejserens.«
25. Men han sagde til dem: »Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.«
26. Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27. Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28. »Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.