7. Ikke maa nemlig det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren,
8. en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje.
9. Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
10. den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
11. Thi Solen staar op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje.
12. Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi naar han har staaet Prøve, skal han faa Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
13. Ingen sige, naar han fristes: »Jeg fristes af Gud;« thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;