25. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
26. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: »I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?«
27. Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28. Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?«
29. Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
30. Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31. Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
32. «Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.» Da bævede Moses og turde ikke se derhen.
33. Men Herren sagde til ham: »Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord.
34. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!«
35. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,« ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.
36. Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
37. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: »En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.«