23. Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
24. Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
25. Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
26. Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: »I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?«
27. Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28. Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?«
29. Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
30. Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31. Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
32. «Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.» Da bævede Moses og turde ikke se derhen.
33. Men Herren sagde til ham: »Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord.
34. Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!«
35. Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,« ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.
36. Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
37. Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: »En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.«
38. Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;