3. De kom for at spørge præsterne og profeterne dér, om man fortsat skulle overholde den årlige sørge- og fastedag i den femte måned.
4. Da gav Herren, den Almægtige, mig følgende budskab til præsterne og hele folket:
5. “Når I har fastet og sørget i den femte og syvende måned i de sidste 70 år, er det virkelig mig I har fastet for?
6. Og når I spiser offermåltiderne, tænker I så ikke kun på at spise og drikke?
7. Ved I ikke, at profeterne advarede imod den slags hykleri allerede for længe siden, da Jerusalem og dens forstæder tillige med de vestlige bakkeskråninger og Negev endnu var beboet, og der var fred i landet?
10. I må ikke udnytte enkernes og de forældreløses svaghed, ikke se ned på de fattige og fremmede og ikke udtænke onde planer imod hinanden.
11. Alt dette indprentede jeg allerede jeres forfædre, men de ville ikke høre efter og stak stædigt fingrene i ørerne.
12. De gjorde deres hjerter hårde som sten, så de hverken overholdt Toraen eller lyttede til de budskaber, som Herren, den Almægtige, ved sin Ånd bragte dem gennem tidligere tiders profeter. Derfor ramte Guds vrede dem.
13. Siden de ikke ville høre, når jeg kaldte på dem, ville jeg heller ikke lytte til dem, når de kaldte.
14. Det var derfor, jeg spredte dem for alle vinde blandt fremmede folkeslag. Deres land kom til at ligge øde hen, og ingen havde lyst til at rejse igennem det. De var skyld i, at det udvalgte land blev til en ødemark.”