1. Den 24. dag i den syvende måned samledes folket igen i Jerusalem. Denne gang fastede de og klædte sig i sækkelærred og kom jord på hovedet for at vise deres sorg.
2. Israelitterne skilte sig ud fra alle de fremmede og bekendte deres egen og deres forfædres synd.
5. Derefter råbte levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petaja til folket: “Rejs jer og pris Herren, jeres Gud, som lever fra evighed og til evighed!” Så lovpriste de Herren, han som er langt større end nogen kan fatte og udtrykke. Ezra ledte lovsangen:
6. “Du er Gud, du er den eneste!Du skabte himlen med alle dens stjerner,jorden med alt, hvad den rummer,havene med alt, hvad der findes i dem.Fra dig udspringer alt liv,og hele himlen tilbeder dig.
7. Det var dig, Herre, vor Gud,som udvalgte Abram,førte ham ud af Ur i Kaldæaog gav ham navnet Abraham.
8. Du så hans hjertes trofasthed.Derfor sluttede du pagt med hamog gav ham løftet om landet,hvor kanaʼanæerne og hittitterne,amoritterne og perizzitterne,jebusitterne og girgashitterne boede.Og du holdt dit løfte, som du altid gør!
9. Du så vores forfædres nød i Egypten,hørte deres råb ved Det Røde Hav.
10. Du fældede Farao og alle hans folk,du vidste, hvor hovmodige de var.Med tegn og undere greb du ind.Derfor er du æret den dag i dag!