Matthæus 9:13-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. Tænk over, hvad det skriftord betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed frem for slagtofre.’ Det er syndere, jeg er kommet for at invitere til at vende om fra deres synd. Det mener de “frelste” jo ikke, at de har brug for!”

14. En dag kom Johannes Døbers disciple til Jesus og spurgte: “Hvorfor faster dine disciple ikke, når både vi og farisæerne gør det?”

15. Jesus svarede: “Brudgommens venner kan da ikke sørge og faste, så længe de er sammen med ham. Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.

16. Man lapper ikke gammelt tøj med et stykke nyt, uvasket stof. Enhver ved, at hvis man gjorde det, ville lappen krympe og rive det gamle tøj i stykker.

17. Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når vinen gærer, vil sækkene sprænges, og vinen går til spilde. Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. På den måde bevares begge dele.”

18. Mens Jesus talte, kom en af byens ledende mænd hen til ham, faldt på knæ foran ham og sagde: “Min datter er lige død. Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, vil hun blive levende igen.”

19. Jesus og disciplene rejste sig og gik med ham.

20. Undervejs skete det imidlertid, at der kom en kvinde bagfra og rørte ved kvasten på Jesu bedesjal. Hun havde lidt af vedvarende blødninger i 12 år,

21. og hun tænkte: “Hvis bare jeg får rørt ved hans sjal, bliver jeg helbredt.”

22. Jesus vendte sig om og sagde til hende: “Vær ved godt mod, min ven! Din tro har reddet dig.” Fra det øjeblik var kvinden rask.

23. Da Jesus kom til lederens hjem og så det jamrende grædekor og hørte begravelsesmusikken,

24. sagde han: “Forsvind herfra! Pigen er ikke død. Hun sover bare.” De lo ad ham alle sammen.

25. Da flokken omsider var kommet udenfor, gik Jesus ind og tog pigen ved hånden, og hun rejste sig op, som om intet var hændt.

26. Nyheden om det mirakel gik som en løbeild over hele egnen.

27. Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde mænd efter ham. De råbte: “Du Davids Søn, hav barmhjertighed med os!”

28. De fulgte med helt ind i huset, hvor Jesus boede. “Tror I, at jeg kan gøre det mirakel for jer?” spurgte Jesus.“Ja, Herre!” svarede de.

29. Så rørte han ved deres øjne og sagde: “Som I tror, skal det ske.”

Matthæus 9