Matthæus 5:10-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds vilje—for de skal få del i Guds rige.

11. Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler jer, fordi I tror på mig.

12. Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen. Sådan forfulgte man også profeterne før jer.

13. I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med? Det kan ikke bruges til noget, men bliver bare smidt ud, og folk træder det ned.

14. I er verdens lys, og det skal kunne ses, ligesom en by, der ligger på et bjerg, kan ses langt væk.

15. Man tænder jo ikke en lampe for at skjule den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så den kan lyse for alle i huset.

16. På samme måde skal I lade det lys, I har fået, skinne for folk, så de kan se, at det, I gør, er prisværdigt, og så de kan give jeres Far i Himlen ære.

17. I skal ikke tro, at jeg er kommet for at tilintetgøre Toraen eller Profetbøgerne. Nej, jeg er kommet for at opfylde det, der står i dem.

18. Det siger jeg jer: Så længe himlen og jorden består, skal end ikke den mindste del af Toraen forsvinde. Det skal opfyldes alt sammen.

19. Hvis nogen derfor går imod et af de mindste bud i Toraen og lærer andre at gøre det samme, skal de kaldes de mindste i Guds rige. Men de, som lever efter Guds vilje og lærer andre det samme, skal kaldes de største i Guds rige.

20. Men det siger jeg jer: Hvis I ikke opfylder Guds vilje på en ny og bedre måde, end de skriftlærde og farisæerne gør, så kommer I slet ikke ind i Guds rige.

21. I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: ‘Du må ikke begå drab.’ Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten.

22. Men jeg siger jer: Den, der blot bliver vred på en af sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.

23. Når du går hen for at give en gave til Gud, og du så kommer i tanke om, at en af dine bekendte har noget imod dig,

24. så lad gaven vente. Gå først hen og bliv forsonet med vedkommende. Derefter kan du bringe din gave.

25. Hvis nogen anklager dig for ikke at have betalt, hvad du skylder, så få et forlig i stand, inden det er for sent. Ellers bliver du slæbt i retten, og dommeren overgiver dig til retsbetjenten, som sætter dig i fængsel.

Matthæus 5