22. “Hvad skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes Messias?”“Han skal korsfæstes!” råbte mængden.
23. “Hvorfor det? Hvad ondt har han gjort?”Men de råbte blot endnu højere: “Han skal korsfæstes!”
24. Da Pilatus så, at han ikke kom nogen vegne, og at det var ved at udvikle sig til gadeoptøjer, sendte han bud efter et fad med vand. Mens han vaskede sine hænder foran den store folkemængde, sagde han: “Jeg er uskyldig i denne mands død. Det bliver jeres ansvar.”
25. Hele mængden råbte tilbage: “Ja, vi påtager os skylden for hans død, vi og vores efterkommere!”
26. Derefter løslod han Barabbas og gav ordre til, at Jesus skulle piskes og derefter korsfæstes.
27. Guvernørens soldater tog Jesus med ind i kasernen og kaldte hele garnisonen sammen.
28-29. Så rev de tøjet af ham og klædte ham ud som konge med en skarlagenrød kappe og en krone flettet af tornede grene på hovedet. Som scepter gav de ham en kæp i højre hånd, og så kastede de sig på knæ foran ham. “Længe leve jødernes konge!” råbte de hånligt.
30. Så spyttede de på ham, rev kæppen ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med den.
31. Da de til sidst blev trætte af at gøre nar af ham, trak de kappen af ham og gav ham hans eget tøj på. Derefter førte de ham af sted for at korsfæste ham.
32. På vejen derud traf de på en mand fra Kyrene. Han hed Simon. Ham tvang de til at bære Jesu kors.
33. De gik hen til det sted, som kaldes Golgata (det betyder “Hovedskalsstedet”).
34. Her ville soldaterne give Jesus lidt vin med et bedøvelsesmiddel i, men da han havde smagt på det, ville han ikke drikke det.