20. Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‘Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’
21. ‘Godt!’ sagde hans herre. ‘Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
22. Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‘Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’
23. ‘Godt!’ sagde hans herre. ‘Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
24. Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‘Herre,’ begyndte han. ‘Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde.
25. Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’
26. Herren blev vred. ‘Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‘Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde,
27. hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’
28. Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‘Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge.
29. For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik.
30. Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’
31. Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone,
32. og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder.
33. Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.
34. Derefter vil han sige til dem på højre side: ‘Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt.