Matthæus 24:23-33 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

23. Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det.

24. Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre store mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte.

25. Nu har jeg advaret jer!

26. Hvis nogen kommer og siger: ‘Se, Messias er ude i ødemarken!’ så lad være med at tage derud. Eller hvis de siger, at han skjuler sig på et bestemt sted, så lad være med at tro det.

27. For når Menneskesønnen kommer, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.

28. Hvor gribbene samles, der er ådslet.

29. Efter den tids frygtelige trængsler vil solen pludselig blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned fra deres positioner og himlens kræfter komme ud af balance.

30. Tegnet på Menneskesønnens komme vil derefter vise sig på himlen, og alle jordens folkeslag vil jamre højlydt, når de ser Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed.

31. Da vil jeg sende mine engle ud under gjaldende trompetfanfarer for at samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.

32. Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej.

33. På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske.

Matthæus 24