Matthæus 23:23-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

23. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.

24. I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

25. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær.

26. Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

27. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre, der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse.

Matthæus 23